Vi mander op på tegnestuen

Vi har travlt på tegnstuen. Derfor søger vi en ny kollega til vores designteam.

Workz er et kreativt konsulenthus, der arbejder med forandringsledelse på den store klinge. Vi designer og afvikler involveringskampagner, events og træningsforløb for store danske og internationale kunder. Til dette designer og producerer vi kommunikationsmaterialer, læringsspil og dialogværktøjer i form af film, digitale produkter, pap og papir.

Vi søger lige nu en designer med et bredt fundament i digital design, tryk og illustration. Du skal være fortrolig med at håndtere en opgave fra konceptudvikling, over layout eller interaktionsdesign, til vi rentegner og sender til tryk. 

Vi forestiller os, at du har en designuddannelse, men at du også gerne har været ude og prøve kræfter med virkeligheden som selvstændig eller i et bureau. Vi værdsætter kompetencer og personlighed højere end en bestemt titel.

Workz består af et tværfagligt team med brede profiler. Vi har alt fra middelalderhistorikere til erhvervspsykologer ansat samt designere fra stort set alle de forskellige designuddannelser.

I designteamet kommer du til at arbejde sammen med en kreativ chef, en tekstforfatter og tre andre seniordesignere (med to mere på barsel). 

Vores team arbejder tæt sammen med både kunder, konsulenter og spildesignere om at udvikle, færdiggøre og versionere alt fra visuelle identiteter og kreative koncepter til illustrationer, infografik, modeller, kampagnemateriale, eventgrafik, workshopmaterialer og læringsspil. 

Lige nu fylder skærmdesign til virtuelle events særligt meget, så erfaring fra tv-branchen vil absolut være en fordel.

Du kommer til at arbejde med nogle af de største danske og internationale organisationer. Du skal derfor kunne arbejde kreativt og loyalt med stramme visuelle guidelines og til tider krævende og altid detaljeorienterede kunder.

Vi har ofte travlt og der er sjældent langt fra idé til handling - men vi har samtidig fokus på kvalitet. Fagligt er her højt til loftet, men også mange bolde i luften. 

Som arbejdsplads forsøger vi at skabe plads til forskelligheder og familieliv. Vi engagerer os i vores arbejde, men sætter også pris på at have et velfungerende socialt liv sammen. Derfor arrangerede vi både inspirationsture, fredagsbarer og brætspilsaftener før COVID, og det har vi tænkt at begynde at gøre igen så snart vi kan.

Lyder det som noget for dig, så send os en ansøgning hurtigst muligt vedlagt et cv og nogle udvalgte eksempler på opgaver du er stolt over at have løst.

Se detaljer om stillingen og hjælp til ansøgningen i infoboksen til højre.